Madame Butterfly er med Puccinis egne ord hans mest følelsesrige og udtryksfulde opera.
Butterflys historie er mere end blot en storslået kærlighedshistorie. Det er også en samfundstragedie, der finder sted i Nagasaki i Japan omkring år 1900. Den amerikanske løjtnant, Pinkerton, har forelsket sig i geishaen Cho-Cho San (Butterfly), som han gifter sig med. For ham er det et midlertidigt ægteskab, noget som var almindeligt på den tid. Men for Butterfly er det den store kærlighed.
Da Madame Butterfly omsider havde premiere på Teatro alla Scala i Milano var publikum, kolleger og kritikere nådesløse, og Puccini skrev efterfølgende til en ven:
”Jeg er blevet lynchet. Disse kannibaler lyttede ikke til en eneste tone. Men min Butterfly er og bliver den mest følsomme og udtryksfulde opera, jeg har skrevet”.
Efter en omarbejdning fik Madame Butterfly en ny chance, og denne gang blev operaen en øjeblikkelig succes. Lige siden har Madame Butterfly hørt til de mest spillede i operarepertoiret.
I denne kammerudgave af Madame Butterfly er der fokus på musikken og dramaet, mens dekorationerne bliver minimalistisk japanske. Det giver mulighed for, at opleve alle nuancerne i musikken og skabe en ny og egen verden for Puccinis fantastiske værk.
Forestillingen synges på italiensk og er ikke tekstet.
Medvirkende
Anne Margrethe Dahl, Elsebeth Dreisig, Niels Jørgen Riis, Guido Paevatalu, Ingeborg Børch, Anders Jacobsson m.fl.
Iscenesættelse og scenografi: Guido Paevatalu, som fra scenen introducerer operaen for publikum.
Ledsages musikalsk af kvintet med klaver, cello, klarinet, kontrabas og violin fra bl.a. Det Kongelige Kapel
Priskategori 4
|
Løssalg |
Børn & unge |
- priserne er med alt incl.