Det er ikke bare sjovt, det er hylende morsomt!Otte skuespillere render ind og ud ad døre og af skabe for at få de mest vanvittige forviklinger til at gå op, når der skal skaffes en tenor til et lille operakompagni i Cleveland. Her har operadirektøren (Asger Reher) og bestyrelsesforkvinden (Susanne Heinrich) virkelig begået et scoop, for de har engageret den verdenskendte tenor, Tito Merelli – kaldet ”Il Stupendo“, til at synge hovedpartiet i Verdis ”Othello“.
Men Tito (Kristian Boland) og hans barmfagre kone Maria (Pernille Schrøder) – der har nok at gøre med at holde de kvindelige fans fra sin varmblodige mand – ankommer flere timer forsinket. Og efter en overdådig frokost lider Tito af ekstrem dårlig mave, som operadirektørens assistent, Max (Mads Knarreborg), forsøger at kurere med vin og fordøjelsespiller i store mængder. Det har naturligvis ikke den ønskede virkning:
Tito kan umuligt gå på scenen – faktisk falder han om på sofaen – mere død end levende.
Så får operadirektøren heldigvis en lys idé: Den sangglade Max skal erstatte ”Il Stupendo“. På med en krølhårsparyk og sort sværte i ansigtet; forklædt som Othello kan ingen alligevel kende forskel. Max redder aftenen og har også held med at forføre direktørens datter (Margit Watt-Boolsen). Men så vågner den ”rigtige“ tenor mirakuløst op til dåd…
Handlingen går over stok og sten, med et fyrværkeri af replikker i et forrygende tempo. Skaf mig en tenor er en farce, når den er allerbedst – og vi udsteder gerne latter-garanti!
Medvirkende
Asger Reher, Kristian Boland, Mads Knarreborg, Pernille Schrøder, Lisbeth Kjærulff, Susanne Heinrich, Margit Watt-Boolsen, Robin Haslund Buch
Instruktion: Peter Schrøder
Scenografi: Erik Söderberg
Oversættelse: Lisbet Dahl og Erik Breiner