OBS: Kun 150 billetter i salg til denne forestilling.
Fortællingen om Asta Nielsen er historien om en kvinde, der er "larger than life". Hendes udvikling, fra fattige kår til skuespillerinde på Det Kongelige Teater og videre til verdens førende filmskuespillerinde, er i sig selv en hyldestværdig opstigningshistorie.
Men Asta Nielsens liv er meget mere end en imponerende historie om en kompromisløs kvinde. I sine film præsenterer Asta verden for en ny kvindeskikkelse, der er sit køn bevidst. Hos Asta er kvinderne de udadreagerende, de seksuelt bevidste, de temperamentsfulde og ambitiøse, alt imens mændene tumler forfjamskede rundt for at finde deres rolle i verden.
Det er samfundssatire og kønsdebat i et helt nyt formsprog og medie. Og folk elskede det!
Asta når at indspille omkring 75 film, og inviteres til the hos Hitler og Goebbels, der mener at hun kan motivere og kommunikere til folket som ingen anden. Men hun afslår deres tilbud, for Asta vil ikke dikteres noget fra nogen – og slet ikke fra mænd. Da hun vender tilbage til Danmark i 1937, har fødelandet vendt hende ryggen. Rygterne om den tyskervenlige skuespillerinde er kommet hende i forkøbet, og modtagelsen bliver på ingen måde som Asta havde iscenesat det.
Nanna Cecilie Bang, Rolf Hansen, Janus Elsig, Karen Duelund Guastavino
Instruktør Pelle Nordhøj Kann
Dramatiker Julie Petrine Glargaard
Komponist Karen Duelund Guastavino
Scenograf Lisbeth Burian
Foto Per Morten Abrahamsen
Priskategori 1 |
Løssalg |
Børn & unge |