DET ER IKKE LET AT BLIVE GAMMEL, MEN ALTERNATIVET ER VÆRRE.
Det er ikke lutter lagkage alt sammen. Man kan f.eks. roligt forlade en fest som den første. Der sker ikke en skid. Og hvis man kunne finde på at bevæge sig ud på dansegulvet og bevæge sig med stive lemmer til musikken, så kommer de løftede mormorarme hurtigt ind til kroppen igen, når de unge smiler og ler opmuntrende til én. Ydmyget halter man væk fra dansegulvet og direkte hjem i den nye singleseng. Ensomheden sniger sig ind, mens man forsøger at koncentrere sig om en god bog. Så får man øje på den rynkede hånd, der holder om bogen. Hvis er den rynkede hånd? Mors? Mormors? Hvem er den kvinde, der bor i dette visne, rynkede hylster?
Man kan jo stadig se godt ud, hvis ellers lyset lige falder rigtigt. Og éns hjerne fungerer jo stadig. Lidt langsommere, men den fungerer. Man kan jo gøre lige, hvad man vil: Sælge alt og rejse hele jorden rundt, hvis man har lyst. Og gå på kurser. Dygtiggøre sig. Starte helt forfra. Og lade sig skille. Vise det her selvforherligende ungdomsregime, at alder er en styrke. Fanden tage os!
Nogle gange er det godt at huske på, at livet ikke er slut, før man er død. Der er både liv og glimt i øjet på de tre voksne kvinder på scenen, mens de hylder alderdommen og tør tale om både det svære og det smukke i livet, inden maddikerne får overtaget.
Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou, Rikke Wölck
Dramatiker Rikke Wölck
Instruktion Madeleine Røn Juul
Scenografi Gøje Rostrup
Foto Gudmund Thai
Priskategori 1 |
Løssalg |
Børn & unge |