Bestyrelsen inviterer til generalforsamling i teaterforeningen, og alle er velkomne. Dagsordenen ses på www.teatervejle.dk. Medlemmer har stemmeret ved personligt fremmøde.
Sædvanen tro inviterer foreningen efter generalforsamlingen på et kunstnerisk indslag: Scherfigs satiriske klassiker DET FORSØMTE FORÅR. Rektor og lærere ved Metropolitanskolen i København er i centrum i denne humoristiske soloforestilling – den skøre matematiklærer Duemose, som er så rasende at han flår kontakterne ud af væggen, fransklæreren Oremark, der afhører sine elever på udspekuleret måde – og lektor Blomme, den underspillede dæmon, der til slut bliver slået ihjel af én af gymnasieeleverne. Forestillingen bæres frem af Scherfigs komik og hans skarpe kritik af de voksnes magtmisbrug – en hyldest til ungdommen og foråret.
Anmeldelse
Publikum på skolebænken – tilskuerne sidder allerede pænt på række. Lektor Blomme mindes, og der terpes fransk og tysk med munter overhøring af publikum. Anders Ahnfelt-Rønne spiller overbevisende de udvalgte scener og tilføjer den nødvendige sarkasme, så publikum kan sidde og tænke, at godt den skoletid er overstået og ikke kommer tilbage. – Knud Cornelius
Vel mødt til generalforsamling og teateroplevelse!
Med venlig hilsen
Bestyrelsen
Løssalg |
Børn & unge |