AFLYST: ET TYSK LIV

Med endnu en forlængelse af restriktionerne går vi desværre også glip af Kirsten Olesen i Det Kgl. Teaters Et Tysk Liv, og en turné senere på foråret kan heller ikke lade sig gøre.

Alle billetter vil blive refunderet, og alle med billet har fået direkte besked - der er stadig pres på, så vi tør ikke love præcis hvornår. Bemærk, at I aktivt skal tilkendegive på link i den pågældende mail, hvordan I ønsker refusionen gennemført.

Hvis du har købt billetter for andre, skal vi bede dig give beskeden videre.

Vi håber, der snart igen bliver mulighed for at mødes trygt i Vejle Musikteater.

Nu til dags forestiller folk sig, at de ville have gjort mere for de stakkels forfulgte jøder. Jeg er sikker på, at når de siger det, mener de det oprigtigt. Men det ville de ikke. Alle havde for mange problemer til at kunne bekymre sig om jøderne. Det var som om hele Tyskland var under en glasklokke. Tyskland var én stor koncentrationslejr... ikke at det undskylder noget.

Uddrag fra Brunhilde Pomsels biografi Et tysk liv

Brunhilde Pomsel sad i førerbunkeren, da de sovjetiske tropper stod i Berlins gader. Hun flygtede ikke. Efter 70 års stilhed lod Brunhilde Pomsel sig i 2013 interviewe til dokumentarfilmen Et tysk liv. Hun var 102 år. Hun gav sit enestående vidnesbyrd om et liv før og under krigen tæt på en af verdenshistoriens største forbrydere, Naziregimets propagandaminister Joseph Goebbels.

ET TYSK LIV handler om det tyske folks uvidenhed og passivitet under det nazistiske styre, og den kollektive skyld der fulgte efter. Pomsel fortæller om sin opvækst i skyggen af 1. verdenskrig, der ødelagde den tyske stat, hvordan hun blev stenograf og sekretær for først en jødisk forretningsmand, siden i propagandaministeriet og endelig, i krigens sidste dage, i bunkeren under Berlin. Stillet over for et publikum sættes hendes hukommelse på prøve – noget er belejligt at huske, andet ikke. Mens hun fortæller sin historie slår den kollektive fortrængning revner. Hun nægter dog at påtage sig en skyld.

Mødet mellem fortiden og nutiden giver os mulighed for at overveje vores eget moralske kompas og stille os selv spørgsmålet: Hvornår er vi kommet til det punkt, hvor vi må rejse os og tage et personligt ansvar for de politiske begivenheder i vores samtid og klart afvise radikalismen? Eller er frygten for, at historien gentager sig overdreven?