“Kun at elske een er at svigte alle de andre”
Mozart kaldte DON JUAN for en komedie. Det er den også. Men en mørk komedie. Adelsmanden, levemanden og skørtejægeren Don Juan nægter sig intet i livet, især ikke på damefronten. Han tager for sig i tilværelsen uden at spørge, og hvis det kræver løgne, vold og endda mord, holder han sig ikke tilbage. I hans slipstrøm møder vi de fortumlede mennesker, hvis liv han har vendt på hovedet. Kvinderne går mere eller mindre frivilligt erotisk kaos i møde, men når Don Juan rykker videre til næste erobring, må de hævne sig, bl.a. med hjælp fra de mænd, de selv har bedraget. Også Don Juans forpryglede tjener får nok af at skrive nedlagte damer i mandtal.
DON JUAN er på den ene side en morsom forvekslingskomedie og på den anden side et intelligent studie i dæmonisk livslyst og seksuel besættelse. Operafortællingens hæsblæsende og morsomme dialog er på dansk, mens Mozarts udødelige musik synges på italiensk. Det er for kendere, for de let øvede og især for dem, der aldrig har set en opera før.
Operakompagniet Nontardar består af en pianist og 6 unge operasangere, der alle er i vælten på scenerne i ind- og udland. Ved siden af deres solistkarrierer med orkesterkoncerter og teaterproduktioner holder de af at dyrke det kreative fællesskab og formidle klassisk musik. De elsker at lege og forny og optræder med skarptskårne koncertversioner af store mesterværker, som de opfører med nerve og scenisk tæft.
Camilla Stenhoff Vist, Mette-Maria Øyen, Stina Schmidt, Bo Kristian Jensen, Thomas Storm, Jakob Bloch Jespersen, Jacob Beck
Musik W.A. Mozart
Libretto Lorenzo da Ponte
Dansk dialog Jacob Beck
Foto Jacob Stage
Priskategori 1 |
Løssalg |
Børn & unge |