Teaterforeningen afholder generalforsamling og alle interesserede er velkomne. Abonnenter har stemmeret ved personligt fremmøde.
Vanen tro er foreningen vært ved et kunstnerisk indslag efter generalforsamlingen, i år den satiriske og eftertænksomme forestilling TØRSKOET, som er teater til tiden, der lægger sig i slipstrømmen af den offentlige debat om udflytningen af statslige arbejdspladser, skævvridningen af Danmark og gravede grøfter mellem by og land. Grådkvalte mennesker udtaler på tv, at de er blevet tvangsforflyttet til provinsen. Politikerne råber, at Danmark knækker midt over. Fordommene tårner sig op. Og det gør ondt på Lene. Hun og hendes datter står midt i en flytning fra Nørrebro i København til en mindre by i provinsen. De skal sige farvel til lille lejlighed, cafeen lige om hjørnet, egen selvforståelse og cool storby. Og goddag til hus, have og et nyt liv på landet. Vi følger Lenes første år, hvor ord som grødbar, havnebus og myldretid mister deres betydning, og nye realiteter som reservedunk, skolebus og pindsvin får plads. Selvgodheden og københavneriet får et tiltrængt eftersyn og los bagi, ligesom provinsens mindreværd og stillestående storbyefterligninger bliver samlet op.
Vi håber, at mange vil benytte sig af lejligheden til at høre om teaterforeningens arbejde og få en god teateroplevelse.
Løssalg |
Børn & unge |