Publikums begejstrede modtagelse af den festlige nytårskoncert i 2014 har gjort valget let i 2015: Aarhus Symfoniorkester er igen inviteret til Vejle!
I dette års koncert går turen til Wien i selskab med en nordisk trio. Som rejseleder svenske Ola Rudner, selv bosat i Wien. Rudner er dirigent og violinist, og i bedste Johann Strauss-stil vil han lede orkestret med dirigentstokken og violinen som "Stehgeiger".
Koncertens solist er den prisbelønnede norske sopran Kari Postma, som har haft en række store roller på nogle af Europas og Skandinaviens førende scener, deriblandt som medlem af solistensemblet på Staatsoper Hamburg. Her i Vejle har vi oplevet hende sammen med Den Jyske Opera, hvor hun har sunget hovedpartier i Don Juan, Figaros Bryllup og La Bohème. Vi vil opleve Kari Postma i flere af de mest elskede sange fra Wien, blandt andre "Wien du Stadt meine Träume" og Vilja-sangen.
Programmet byder også på operetternes konge og valsenes dronning i henholdsvis ouverturen til Flagermusen og An der schönen blauen Donau af Johann Strauss den yngre.
Anders Lund Madsen er aftenens konferencier og behøver næppe den store præsentation. Fra hans omfattende CV kan vi dog kort nævne: Jeg er født den. 15. oktober 1963, og siden er det i store træk gået godt.
Med denne sammensætning er vi overbeviste om, at publikum vil opleve en spændende, sjov og sikkert ikke helt forudsigelig nytårskoncert.
Priskategori 3 |
Løssalg |
Børn & unge |