Hunden er rask er baseret på „Hunden er rask - Fortællinger fra mit liv i Sovjet“ af Sonja Vesterholt skrevet i samarbejde med Britta Sørensen.
Hunden er rask handler om en ung kvinde, Sonja, der kommer til Danmark under den kolde krig. Hun kommer fra Leningrad med morsomme, melankolske og til tider absurde historier i bagagen.
Titlen refererer til en hændelse i 1952, hvor Sonja bliver bidt af en hund, mens hun er på ferie hos sin moster i Litauen. Frygten for hundegalskab lurer. Kort efter hjemkomsten til Leningrad bliver hendes mor ringet op og beordret ned på posthuset.
Der bliver hun og Sonja konfronteret af to KGB-folk, der sidder med et telegram fra søsteren: Hunden er rask, står der. Nu vil de vide, hvad den kode dækker over. Men sagen er ganske enkel: Hunden er rask! Ingen frygt for hundegalskab! Sonjas mor er ikke folkefjende!
Med stor galgenhumor og livsklogskab trækker denne monolog tråde tilbage til 2. verdenskrig, Leningrads belejring og livet bag jerntæppet.
Pia Rosenbaum fandt sammen med Sonja Vesterholt ved et lykkeligt sammentræf. De satte sig for at omskabe bogen til scenen. Pia Rosenbaum har flere succesrige monologer på sit repertoire, sidst Århundredets Rose og Oscar og den lyserøde dame.
Priskategori 1 |
Løssalg |
Børn & unge |