I januar 2022 afholdt Vendsyssel Teater og Teater V dramatikerkonkurrencen Dramatisk Debut 2022 for debuterende dramatikere. Tre ud af i alt 40 indsendte tekster blev præsenteret for publikum i en stor finale-reading. Vinderen blev skuespiller Henriette Katrine Lund, som både fik tildelt publikumsprisen og juryens førsteplads med sit skuespil AFBRUDT SAMLIV. Det var blandt andet hendes evne til at gå tæt på et dystert emne, og samtidig skildre det med humor og håb, der sikrede hende førstepræmien samt en professionel opførelse af manuskriptet på begge teatre.
AFBRUDT SAMLIV tager på kærlig og humoristisk vis livtag med en af livets store sorger/alvorligheder – når demenssygdommen Alzheimers besætter sindet og skifter den ellers velkendte hverdag ud med uforudsigelighed, ukendte udfordringer og nye sider af dem, vi elsker.
Når intet er, som det var
I 45 år har ægteparret Marianne og Carsten delt hverdagen, festlighederne, milepælene i livet og kærligheden til hinanden. Men alting forandres, da Alzheimers kaster en skygge over det ægteskab og det liv, de ellers kendte så godt. Ukontrollerbare adfærdsændringer hos Marianne rammer Carsten, der magtesløs må beskue sin elskedes forandring, som han ved, er en stille forsvinden af det, der var – af det, hun var, og af det, de var. Hvordan holder man fast i hinanden og den fælles livshistorie, man deler, når den ene part fremmedgøres fra sig selv, og man pludselig er ene om at holde minderne i live?
En debuttant med alvor, humor og håb
Med AFBRUDT SAMLIV debuterer Henriette Katrine Lund som dramatiker på den danske scene. Hendes historie om Carsten og Marianne udspringer fra hendes egne personlige oplevelser med en demenssygdom tæt inde på livet. Ægteparret portrætteres af de rutinerede og alsidige skuespillere Jørgen Bing og Lisbeth Gajhede, og på scenen suppleres de af skuespillerkometen Christopher Læssø.
Anmeldelser
(...) Et poetisk lydbillede og en sanselige scenografi bidrager til en perle af en forestilling, som alle vil have godt af at se.
- CPH Culture
(...) en ny og unik form for samarbejde mellem det etablerede teater, unge skrivetalenter og publikum.
- Nordjydsk
Lisbeth Gajhede, Jørgen Bing og Christopher Læssø
Instruktør Kim Bjarke
Scenograf Rikke Juellund
Dramatiker Henriette Katrine Lund
Lyddesign Jacobe Suissa Olsen
Lysdesign Lya Lundsager
Videodesign Morten Just
Aldersgruppe Fra 16 år
Foto David Bering
Priskategori 1 |
Løssalg |
Børn & unge |